30. okt - 2018 -

Som fan og følger af Triangle Razorbacks kan du benytte ventetiden i vinterpausen til at lære alle spillerne bedre at kende. Vi har nemlig lavet en serie artikler om de spillere, der er klar til sæsonen i 2019.

Den første er kaptajn og running back, Geoffrey Danger Lewis.

Navn: Geoffrey Lewis
Højde: 180 cm
Vægt: 95 kg
Alder: 30 år
Erfaring: 13 sæsoner

Hvordan startede fodboldkarrieren?
Jeg startede i Horsens Stallions Football, var inde over landsholdet og kom herefter til Razorbacks.
Et smut på Corsica ved Bastia Panthers og en sæson hos Argonautes Aix en Provence er det også blevet til.

Hvilken type spiller er du?
Som spiller kan jeg bedst lide at spille fysisk fodbold. Jeg løber helst nord og syd. Som spiller og kaptajn forsøger jeg at motivere mine hold kammerater igennem mit eget spil. Jeg er meget interesseret i den mentale del af spillet og forsøger at få det til at smitte af på holdet. Derudover elsker jeg simpelthen bare at få lov til at være på banen sammen med mit hold, men også sammen med spillere fra de andre hold. Jeg har været længe nok i sporten til at kende de fleste andre veteraner i ligaen.

Hvorfor spiller du i Razorbacks?
Jeg spiller i Razorbacks, fordi det er der min familie og hjem er. Jeg synes jeg har været en del af at skabe noget stort igennem de sidste par år, som har givet mig helt utrolig meget både sportsligt og personligt. Jeg ønsker, at andre skal have muligheden for at få lignende oplevelser som jeg har haft. Sportsligt tror jeg på, at vi har gang i noget stort, specielt med tilgang af Offensive Coordinator/QB Reed Gottula samt O-line coach Peter Nicolajsen – det vil jeg gerne være en del af.

Dine forventninger til 2019?
Mine forventninger til 2019 er en Mermaid Bowl deltagelse og meget gerne at få trofæet hjem.
Jeg glæder mig til igen at spille i en international turnering og prøve vores kræfter af der.

Hvad er dine personlige mål i 2019?
Mine personlige mål er ikke helt fastsat, men jeg har gjort en dyd ud af at kunne blive ved med at være i faktor igennem flere år, og jeg bestræber mig hvert år på at holde et niveau, der hedder 2 TD og 100 yards pr. kamp. Jeg vil gerne være en top back i ligaen, der kan bruges på alle 3 Downs.

Hvad får du ellers tiden til at gå med i fritiden?
Af øvrige fritidsinteresser er jeg ret nørdet med det, jeg mener er værd at beskæftige sig med. For mig er det menneskets psyke og alt med drager og troldmænd.
Ellers går det meste af tiden med Crossfit/stærke træning og MTB.

Dit yndlingshold i NFL?
Mit yndlings NFL hold er Carolina Panthers.
Grunden er, at når man scorede i Madden for mange år siden, så lavede de et Panther brøl – det var sejt, synes jeg.
Men jeg er faktisk ikke så sportsinteresseret.

Min yndlings spiller er klart Marshawn Lynch running back i The Oakland Raiders, fordi han spiller med en speciel intensitet på hvert spil og bliver ved med at pumpe benene frem af. Her henter jeg stor inspiration.

Hvem er din vigtigste holdkammerat gennem karrieren?
Der er mange spillere, som har været vigtige for mig igennem tiden. Ken Suhl har en stor betydning for de muligheder, jeg har haft, men også Thomas Lynggaard Linnemann med et fighter hjerte uden lige og Peter Linnemann som jeg stået ved siden af i mange år i backfield. Den klart vigtigste er dog tidligere center Mikkel Kjær. Vi spiller begge 2 fysisk fodbold og har gjort alt for at skabe det bedste run game, vi kunne. Mikkel og jeg har altid været der for hinanden både på og udenfor banen, og han har en stor del i den succes, jeg har haft som spiller. Selv efter han er stoppet, laver han mine træningsprogrammer og hjælper mig med mental-forberedelse inden kampe.

En afsluttende bemærkning?
Jeg vil gerne slutte af med at takke vores trofaste fans og sponsorer samt ikke mindst bestyrelsen for et fantastisk stykke arbejde.