23. dec - 2019 -

Navn
Mads Sjödin

Alder
19 år.

Hvornår begyndte du med at spille AF, hvor længe har du spillet, og i hvilken klub/hold? 
Jeg startede i oktober 2017 og har spillet lige siden i Triangle Razorbacks

Hvilken klubber har du spillet i?
Triangle Razorbacks

Hvilken position(er) spiller du, og hvad kan du lide ved den/dem?
Tight End, Receiver og D-Line. Jeg er super tilfreds med at spille Tight End / Receiver. Jeg elsker at komme ud og gribe boldene fra min QB samt beskytte ham.

Har du andre roller i klubben?
Jeg var Kaptain på u19 holdet i min sidste u19 sæson.

Hvad er dine top fem oplevelser i sporten?

  1. Min største oplevelse hidtil i sporten har været sommeren 2019 i Bologna, Italien hvor jeg var afsted med u19 landsholdet og spillede EM. Vi var 11 drenge afsted fra u19 holdet i Razorbacks og stod side om side i de danske farver og sang den danske nationalsang foran mange tilskuere, hvor der var et overtal af danske fans. Det er en oplevelse jeg aldrig kommer til at glemme.
  2. I foråret 2019 spillede vi på hjemmebane mod Herning, hvor en sejr betød vi vandt u19 division west. Der var rigtig mange fans på stadion og vi havde spillet en god forårssæson med kun et enkelt nederlag i en tæt kamp. Her scorer jeg selv 2 touchdowns og vi laver en kæmpe magtdemonstration og vinder kampen hele 47-0. Der var mange forældre til spillere på u-19 holdet der støttede op omkring sporten og vi fik vidst også fejret titlen godt i badet efter kampen med et lille glas bobler eller to…
  3. Eftersom vi havde spillet en god forårssæson, og vandt titlen i division west, spillede vi i efteråret 2019 om det danske mesterskab. Her endte vi i finalen mod Søllerød Gold Diggers. Selvom vi tabte kampen, og dette var til stor ærgrelse, var busturen hjem med mit hold en helt igennem fantastisk oplevelse. Det var den sidste kamp for vores årgang og vi havde alle et super godt kammeratskab på holdet, så inden vi skulle rykke op til NL, R2 eller helt stoppe med sporten, så fik vi alle den sidste kamp og bustur hjem hvor vi ikke fik fejret en sølvmedalje, men at en æra var forbi.
  4. Mermaid bowl XXXI i efteråret 2019. Vi var nogle senior u19 gutter som var blevet inviteret med til at spille Mermaid Bowl med NL holdet inden vi alle skulle rykke op og spille for dem i den kommende sæson. Her var Triangle Razorbacks underdogs og bookmakerne havde spået Towers til at vinde kampen med omkring 20 point så vidt jeg husker det. Vi ender med at vinde kampen 14-20 og dette var en vanvittig oplevelse. Busturen hjem har jeg ingen kommentarer til, udover da vi ankom til Vejle sent om aftenen og kørte igennem Dæmningen. Her blev vi modtaget af Razorbacks fans som havde lyst hele dæmningen op med nødblus. Sikke en velkomst vi fik da vi kom hjem med trofæet.
  5. Min første træning tilbage i oktober 2017. Jeg husker den som var det i går. En kammerat fra gymnasiet havde introduceret mig til sporten og jeg var nødt til at prøve det af. Selvom jeg var helt ny og ikke fattede en meter af hvad jeg lavede, var både spillere og trænere meget imødekomne og gjorde alt for at jeg fik en god oplevelse. Selvom da træningen var overstået og jeg var fuldstændig udkørt og bleg i ansigtet, var det stadig en af mine top 5 oplevelser da jeg virkelig fik øjnene op for sporten den dag, og indså hvor fed en sportsgren det var. Jeg kunne slet ikke vente til næste træning…

Hvorfor skal andre komme og prøve sporten?
Amerikansk fodbold er en sportsgren for alle, store som små, gamle som unge. Jeg ville helt klart anbefale at komme og prøve sporten af og se hvilken stor familie vi alle er i klubben. Fællesskabet i amerikansk fodbold finder du ingen andre steder.

Yndlings NFL og college hold?
New England Patriots. Siden jeg startede til amerikansk fodbold har jeg fulgt dem i deres kampe og er dybt imponeret over deres spillestil og deres Head Coach Bill Belichick.

Hvad er din største AF drøm?
Lige nu ligger fokus på at vinde næste års Mermaid Bowl.

Er der andre i familien der spiller AF?
Jeg har en lillebror ved navn Tobias som netop er startet på u-16 holdet her i off-season. Han var inden da i tvivl om, hvorvidt sporten var noget for ham. Men jeg fik ham overtalt og han er nu helt bidt af sporten og sulten på at lære spillet rigtigt at kende. Der er i hvert fald ikke gået en dag siden hans første træning, hvor han ikke har plaget mig om at gå ud og kaste bold med ham, så han kunne blive endnu bedre.