06. sep - 2022 -

Razorbacks Women og Hamborg Amazons har siden 2019 haft et samarbejde, der gør, at de danske kvinder kan spille med tyskerne i den bedste tyske liga, Damenbundesliga, som er 11-mands football.

I søndags, d. 4/6-2022 spillede Hamburg Amazons og 8 danske spillere (heraf 7 Razorbacks-spillere: Luna, Clara, Malene, Bryndis, Freja, Kristel og Julie) den sidste regulære kamp i grundspillet. Kampen var altafgørende for begge hold – vinderen vil nemlig blive kåret som nordtyske mestre og gå i finalen i  Stuttgart d. 24. september, som spilles mod det bedste sydtyske hold. Amazons skulle vinde med minimum 9 points, da de i den sidste indbyrdes kamp i Berlin tabte 22-13 mod Kobras. Berlin Kobras har for øvrigt domineret Damenbundesligaen (DBL) de sidste mange år med 12 mesterskaber og fjorten finaleoptrædener – hvert år siden 2006! Der var ingen tvivl om, hvem folk havde spået til at gå videre, men vi ved alle at “hungry hogs run faster”!

 

Amazons lagde godt ud fra start og scorede to hurtige Touchdowns på de første to drives. Kobras svarede først igen, da Amazons havde et dårlig snap til punt, hvilket resulterede i et defensivt touchdown til Kobras. De scorede igen kort efter på et langt pass, og stillingen i halvlegen var 13-12 til Amazons. En særdeles spændende første halvleg, hvor begge hold viste gode takter og viljen til at vinde. Amazons defense havde dog læst på lektien og kæmpede en brav kamp og holdt Berlin på nul points i anden halvleg, mens offense fik sat endnu 3 touchdowns på tavlen. Amazons vinder kampen 31-12 og skriver lidt historie, da de slår de ubesejrede Kobras, som for første gang i fjorten år må se sig ude af finalen. Sidst Amazons spillede i finalen var i 2005, hvor Wiencke var med på holdet – og er den eneste tilbage fra dengang, der stadig spiller. Det er ret sejt!

Finalen spilles i Stuttgart d. 24. september kl. 14.00 mod enten Stuttgart Scorpions eller Munich Cowboys.

Held og lykke! Vi er ekstremt stolte af jer!

Foto: Holger Beck